Meningen med medicin er ikke bare at behandle men også at helbrede, hvilket vil sige at fastholde eller genoprette en naturlig balance – ikke strukturelt at overdøve eller bedøve fornemmelsen for de naturlige grænser og balancer for at højne og fastholde et naturstridigt produktionsniveau. Naturvidenskabelig medicin er ofte gavnlig og frisættende og human. Men hvis brugen af den manifesterer sig som produktionfremmende selvglemsel, overmedicinering eller medicinsk passivisering af de mange mennesker, der også i det danske samfund ikke kan følge udviklingens effekprægede overdrev, behandles mennesker derfor reelt medicinsk, fordi de kun kan præstere arbejde i et naturligt tempo, der ikke er kunstigt opskruet.

Med vores samfunds nuværende tempo risikerer alle, der siges at præstere normalt og på en måde der opretholder samfundet i strid med naturen, en heraf følgende følelse af stress, meningsløshed og depression, hvis ikke disse præsterende straks afværges med teknologisk medicin, der således mere opretholder markedets og samfundets overdrev i modsætning til den fællesmenneskelige forståelse og empati. Mere teknisk og specialiseret viden om kroppens enkelte dele og systemer fører, udover større krav til helbredelse, til mere præcis behandling, men ligger også op til en ren teknologisk og mindre human behandling af dem. Men mere teknisk viden og mere kompleks medicin medfører altså på den ene side overpræstation, på den anden mere sygdomsgørelse, ligesom en ren teknologisk og ensidig menneskeopfattelse fører til en effektivisering af de menneskelige relationer, der potentielt tilsidesætter menneskelig deltagelse, omsorg og forståelse for forskellighed.

Mennesker, der grundlæggende elsker hinanden, vil gerne indleve sig i hinanden, elske hinanden. Gives der imidlertid kapitalistiske ramme- og strukturbetingelser, der ikke tilstrækkeligt tager hensyn til dette menneskelige behov, der også er et meningsskabende udtryks- og selvstændighedsbehov, hvor individualitet og mangfoldighed skal kunne udtrykke sig i og under de rent historiske, samfundsmæssige rammer, må disse præges af mere tid, menneskelighed og fleksibilitet. Vores overdrevskultur er derimod præget af stress og kaos og mangel på rodfæstnet mening. Men etablering af mening forudsætter tid og tryghed til en mindre effekt- og rationalitetspræget, en mere hvilende og mindre affekteret og angstpræget fortolkning af i hvilken grad vores nuværende samfundsmæssige rammer er i overenstemmelse med de rodfæstnede fordringer, der findes i vores evige natur.

For nok kan angsten muligvis afværges med en række medicinske medikamenter. Men det menneske, der ikke bare vil forsvare sig mod tidens værste lidelse, men også udtrykke og føle mere mening og forbedre de menneskelige samfund, kan netop antages at finde råd i en helhedsorienteret syntetisering af de vilkår, der gælder nu, med dem der altid har gjaldt, nemlig de naturlige. Således vil angsten og vreden, der i pressen nu fører til systematisk nedvurdering af mennesker og beskyldninger, når den ligefrem er blevet meningsløs og rentabel underholdning, kunne behandles ikke bare med teknologiske og naturvidenskabelige medikamenter, men med diaglog, vilje til mellemmenneskelig forståelse og tillid. Problemerne løses, i det ensidigt teknologiske, ikke med stiv og stadigt krævende og ”rationel” og ufleksibel systempraktisering, hvis strukturer ikke giver tilstrækkelig mulighed for at udtrykke mere naturlige værdier, hvilket netop fører til vrede, selvfikseret krævermentalitet og umyndig svækkelse af almindelig modstandskraft. Hvad der fordres er omsorgsfuld lytten og kærlighed.

Kærlighed og forskellighed
Naturen fordrer hvilende fortolkning og ikke pågående og stressorienteret afværgelse eller behandling. Kærlighed og god tro er karakteriseret ved tillid og udtrykker en bestræbelse på helhed, ikke bare rationaliseret men følt mening. Kærlighed er tillid til spontane udtryksformer og at de modtages åbent, en spontanitet der kan hæmmes af stive systemer. En trang til at glemme hvad den navlebeskuende og selvfikserede negativt fastholder for ligefrem strukturelt at opretholde forsmået identitet. En fri, blid og romantisk åbenhed over for mennesker, der søger de positive egenskaber uden straks af gøre ophold ved de negative. God tid til at opdage andre mennesker fremfor alene at lade sig bekræfte af det billede, samfundsstrukturer ufrit skaber af dem. Naturlig evne til en selvglemsel, der i nærvær kan henføres af det fantastiske i andre mennesker, det storslåede over de gaver, vi er blevet skænket, og som afføder en følelse af respekt og taknemlighed, ikke bare på vegne af en selv men på vegne af livet som sådan.

Kærligheden er også et søgende snarere end udtømmende eller behandlende behov for at elske mennesker der lider og fremme selvtillid hos dem, der ikke har den, mere end alene at behandle dem med tidens gængse medicin. En romantisk respekt for det smukke og dragende og mangetydige i de gaver, naturen har skænket os men hvis naturvidenskabelige og teknificerede detaljeringsgrad også bliver et krav om, at denne natur ændres. En fleksibel tendens til ikke, heller ikke strukturelt, at fastholde negative modsætninger, men en søgen efter at virkeliggøre, at vi kan elske os ud af dem. En smilets og latterens trang til uhøjtidelig tilgivelse og en mildhedens og omsorgens hvilende kærlighed til mennesket og dets skrøbelighed meget mere end hvileløshedens systemlåste krav til dets præstationer.

Set på denne baggrund har samfundet bevæget sig væk fra naturen og dets egen oprindelighed, ligesom det, med udsigt til kortsigtet berigelse, har skadet den ydre natur. Denne natur, som mennesket kun er en del på lige fod med andet liv, findes ikke og er ikke bare skabt til vores resultatorienterede bemægtigelse, der grådigt giver sig udslag i mangel på almindelig omsorg overfor det liv og fundament, der er vores forudsætning. Dette udtrykkes i vores tid ikke bare i, at naturlige balancer synligt er blevet forstyrret, men også i en rådvildhed overfor løsning af problemerne. Denne udtrykker sig i en forvirret tankegang om meget komplekse videnskabelige løsninger på miljøproblemet, store teoretiske abstraktioner og detaljet viden og teknisk fundering, mens hvad der fordres først, om end ikke alene, i virkeligheden kunne være meget mere enkelt, nemlig ikke bare en tankegang om, at der må ny forskning, teknik og viden til for at vi kan løse problemerne, men også, og ikke mindst, at vi selv bør ændre indstilling i retning af en helt almindelig respekt overfor de omgivelser, vi lever i og lever sammen med.

Hvis mennesket for at løse miljøproblemerne, altså problemerne med sig selv, som det har belastet naturen med, må have eksperter til hjælp med stadig mere højtspecialiserede prognoser og stadig dybere fagindsigt, giver det nok mulighed for løsninger. Men det siger også noget om, at vi alle, ikke specialiserede, er kommet på en ligefrem teoretisk afstand til os selv og naturen, så vi i store abstraktioner ikke kan se, at løsningerne ikke ligger i faglig ansvarsforflygtelse, men først i human deltagelse. Løsningerne ligger i, hvad vi har lettest adgang til og åbenbart har sværest ved at se, netop fordi tilsidesættelse af disse var årsag til problemerne: i en menneskelig besindelse på almindelig værdi og respekt, en besindelse vi altså bør kunne hente i os selv, og som grundlæggende, i alle de former det er muligt, handler om at vise den omsorg for helheden, også samfundsstrukturer kan hæmme eller svække de almindelige impulser og udsiger til.

Da denne adgang til almindelig respekt kan udtrykkes som en kærlighed, der findes i alle mennesker, er det i høj grad vores samfundsstrukturer, der gør det svært at bruge den, men måske også at føle den. Disse strukturer kan direkte beskytte mod at kærlighedens også mere krævende fordringer søges virkeliggjort som en struktur- og system modificering, der, kun idet den stadig fleksibelt og åbent søger, bevarer almindelig menneskelig indlevelse og blik for forskellighed.

Men hvis mennesket straks tænker store forkromede eller teoretiske eller ideologiske løsninger, når det imidlertid bare handler om noget, vi alle kan give, nemlig kærlighed, hvis det forvilder sig i specialiseret teori og samtidig holdes fast i systemer, hvis mangel på humanitet det har mistet blikket for og derfor i disse systemer ikke tilstrækkeligt føler, så forsvinder den humane enkelhed i en træg og ufremkommelig legitimering af, at der altid må ydre og faglig, systemmæssige eller ideologiske løsninger til der hvor det snarere handler om, at individet må træde i karakter og skærpe systemernes fleksibilitet med selvstædig og original mangfoldighed. Heri ligger en tro på, at alle mennesker ikke skal præstere kærlighed, men gerne af sig selv vil give den, at et krav om menneskelighed kun bliver et krav og et pligtpåbud for det menneske, der har fjernet sig fra naturen, men at systemernes potentielle annonymisering og nivellering af det selvstændige og kærlige menneskes potentialer, i en tid hvor der er brug for mere, viser sig som en forkælet krævermentalitet selv for dem der, som os, har fået så meget.